26 marts 2024

Bagte bønner

 300 g tørrede bønner         2 kviste timian,
3 laurbærblade                   2 salvieblade
1 kvist oregano                  1 dåse hakkede tomater
½ -1 dl fløde                       ½  hakket løg eller porre
3 spsk farin                        1 kvist (græsk) oregano
salt og peber                      250 g bacon i tern,
En sjat rom
  Bønnerne udblødes 12-24 timer og koges 45-60 minutter med timian og laurbærblade. Hæld kogevandet fra, fjern bladene og tilsæt nyt vand.
  De hakkede tomater koges ca 5 min sammen med fløde og krydderurter. Tilsæt sukker og salt og peber efter smag og mos/purer blandingen. Tilsæt porre og bacon (eller svampe/chili).
  Hæld bønnerne i et ovnfast fad med låg, hæld tomatsovsen over og bag det ca 4 timer ved 160°. Hæld mere vand ved efter behov. Tilsæt rommen, og bag videre i 1 times tid.
  Tilbehør: majsbrød #3

18 februar 2023

Hønsetærte

Det er utroligt, hvad rester kan blive til.

Noget kold kylling fra i går. En halvslatten rød peberfrugt, den sidste ende af en porre, en pakke skinke med to skiver der nok ville være endt i hønsebøtten næste dag og den sidste, lidt kedelige, store champignon fra en bakke brune tilbudschampignoner. Og endelig en sjat frosne majs fra en pose, der havde forputtet sig i fryseren. Den skulle bruges senest om en uge.
Så tilsatte Uglemor lidt fløde, lidt speltmel, salt, syvpeber, smør og masser af karry (Øgo fra Netto, der sært nok er den eneste økologiske uden hvidløg). To plader butterdej, der også lå og puttede i fryseren, men som altså kunne holde længe endnu, blev rullet tykt ud og lagt over. Resterne blev skåret i nogenlunde lige store stykker, der også blev bagt - og spist.
     Der er noget Bedstemor And over sådan en tærte, ikke sandt.

Opskrift: Hønsetærte.